Den første formand
Bekke
Bornholms Fugleskydningsselskabs første love, der blev vedtaget på den stiftende generalforsamling den 2. april 1876, er underskrevet: Bekke, formand. Et større efterforskningsarbejde blev sat i gang for at finde frem til, hvor denne mand kom fra – og kun ved et tilfælde fandt vi frem til en ældre Gudhjembo, der havde kendt ham. Bekke hed egentlig Laurits Sørensen og stammede fra landbyen Bække i Sønderjylland. Han kom til Bornholm som lærer ved Østerlars vestre Skole omkring 1870. At han var meget interesseret i skydning viser bl. a., at han i 1893, efter en tid i 3. Skyttekreds, startede 9. Kreds i Gudhjem.